13 firmaer under anklage: Kræver overpris for dit dvd-drev
Et verdensomspændende kartel bestående af 13 producenter af optiske drev skal nu kulegraves af EU-Kommissionen, som anklager de 13 producenter for ulovlige prisaftaler. Det oplyser Kommissionen ifølge en pressemeddelelse.
Ifølge EU-Kommissionen har de 13 producenter angiveligt lavet indbyrdes aftaler forud for afgivelse af bud på ordrer på optiske drev. Det vil i givet fald være i strid med EU's konkurrencelovgivning. Navnene på de 13 er ikke oplyst.
Priskartellet har ifølge Kommissionen eksisteret i mindst fem år og har blandt andet været brugt til prisaftaler forud for afgivelse af tilbud til to store producenter af pc'er og servere.
Hvis der har været tale om ulovlige prisaftaler, vil det ifølge Kommissionen være en alvorlig overtrædelse, og det kan også have påført slutkunderne en unødvendig høj pris for udstyret.
Kommentarer (3)
DVD drev bruger man vel ikke så meget mere, så de er lidt sent ude, måske EU bare skal have lidt penge i kassen.
Med en pris på 15 kr incl. moms for en dvd-brænder er det alligevel overraskende, at der skulle være fusket med prisen. Motor, elektronik, plast og metal + samling. Det koster jo alt sammen.

