Offshore-bølge sætter den nørdede konsulent under pres
Når indere står klar til lavere løn, skal danske it-folk oppe sig for at være attraktive. Viden om bestemte brancher er et af de bedste kort at have på hånden.
Af
Jesper Kildebogaard ,
fredag 20. nov 2009 kl. 11:00
EMNER:
It-arbejdsmarked
Outsourcing
Da samfundshjulene kørte hurtigst, og arbejdsløsheden var lavest, var danske it-firmaer nærmest tvunget til at søge udenlands for at få arbejdskraft nok.
Den bølge har ændret arbejdsmarkedet nu, hvor økonomien er på skyggesiden og det er blevet nemmere at få fat i kvalificerede danske it-folk.
»Initielt har det været en kompetencestrategi at gå offshore efter SAP-konsulenter. Der var bare ikke folk nok i Danmark,« forklarer Michael Dupont Fischer, vicedirektør i KMD.
Firmaet har nu et tæt samarbejde med indiske Satyam om blandt andet SAP-arbejdskraft til KMD’s omfattende SAP-projekter. Og det er ikke bare KMD, der har satset kraftigt på at supplere med udenlandsk arbejdskraft, vurderer Michael Dupont Fischer.
»Der bliver virkeligt taget fat på offshore-markedet. Nogle store virksomheder tager meget hårdt fat. For har du først fået et samarbejde på plads og har fået det modnet, har du en væsentlig konkurrencefordel. Du kan hurtigt skalere, når du har et robust setup,« forklarer han.
Nu da - i første omgang - mangel på arbejdskraft har fået mange danske firmaer til at gå massivt efter arbejdskraft i fjerne lande, får det også betydning for danske it-folk i fremtiden, lyder vurderingen.
»Det behøves ikke at betyde, at der skal skæres ned på antallet af danske it-folk. Vi har i år en forventet vækst på 100 medarbejdere, så det kan godt kombineres,« forklarer vicedirektøren.
Men når nogle opgaver rutinemæssigt kan klares lige så godt i Indien, får danske konsulenter på længere sigt brug for at bevæge sig op i værdikæden. Og den sikreste vej er gennem branchekendskab.
»Det bliver vigtigt at have viden om forretning i et bestemt segment. Konsulenter med domæneviden gør en forskel. Har du kun et ben at stå på, altså det teknologiske, kan det være en udfordring fremover, men hvis du kan krydre det med domæneviden eller en forretningsviden, står du stærkt,« råder Michael Dupont Fischer.
Arbejdsopgaverne vil også ændre sig med tiden, vurderer han.
»Det bliver mere en bestillerfunktion, som danske it-konsulenter skal løse. De skal være arkitekten, der tegner carporten, i stedet for dem, der sætter den op.«