SAP og Salesforce rider med på Google Wave
Googles platform til kommunikation og samarbejde har vakt interesse hos både SAP og Salesforce.com, som har udviklet applikationer, der udnytter Google Wave.
Af
Jesper Stein Sandal ,
torsdag 01. okt 2009 kl. 16:16
EMNER:
Customer Relationship Management (CRM)
Enterprise Resource Planning (ERP)
Social software
Google Wave bliver måske mest udråbt til at være en trussel mod sociale netværkstjenester som Facebook, Twitter og sågar konventionel e-mail. Men platformen har også potentiale til at understøtte arbejdsgange i virksomheder.
Det mener i hvert fald både SAP og Salesforce.com, som begge har udviklet udvidelser til Google Wave. Det skriver Infoworld.
SAP har udviklet udvidelsen Gravity, som gør det muligt at samarbejde om at opbygge modeller for en ny forretningsproces. Salesforce.com har udviklet en udvidelse, som kan bruges til at lade en kunde få support fra en automatisk robot, før kunden bliver sendt videre til den normale support.
Google Wave gør det muligt i realtid at kommunikere med sine kontakter og tilføje nye brugere til et projekt, mens man arbejder på det. I modsætning til eksempelvis samarbejdsfunktionerne i Microsoft Office, så er Google Wave samtidig en platform til udvikling af mere avancerede værktøjer.
I stedet for blot at være flere, som arbejder på det samme dokument med mulighed for at kommunikere undervejs, så kan man i Google Wave lave værktøjer, hvor man eksempelvis også har mulighed for at optage arbejdsgangen, så en ny bruger kan se, hvad der er gået forud.
Samtidig er det muligt at tilføje robotter til et projekt, som eksempelvis i SAP's Gravity kan hjælpe med at tjekke, om man har lavet fejl i syntaksen i den procesmodel, man har udarbejdet.
Da Google Wave kan tilgås fra en browser, er det samtidig muligt at have personer med i projektet, som eksempelvis kun har adgang via en mobiltelefon.
Bliv klogere på artiklens emner i Version2's gruppeunivers: