Statens It skifter direktør lige før startskuddet
Det ombruste kæmpeprojekt Statens It får nu ny frontfigur. Fusionen af it-afdelinger for syv ministerier begynder til efteråret med Lone Strøm som direktør.
Af
Jesper Kildebogaard ,
torsdag 25. jun 2009 kl. 13:25
EMNER:
Datacenter
Digital forvaltning
Statens It, som med tiden skal samle it-drift for staten ét sted, er efter modvind og eskalerende budgetter nu endelig ved at være klar til afgang i en neddroslet version.
Men det bliver uden Jan Cilius, som indtil nu har været direktør for det store projekt. Han flyttes nemlig nu over i Skatteministeriet, oplyser Statens It i en pressemeddelelse, uden at specificere grunden til, at Jan Cilius tages af broen, netop som projektet skal til at stævne ud.
I stedet indsættes Lone Strøm, der er vicedirektør i Økonomistyrelsen, som ny leder af Statens It fra 1. juli.
Den oprindelige plan med Statens It var en massiv konsolidering, hvor al it-drift i 15 ministerier skulle samles ét sted. Men som Version2/Ingeniøren afslørede i december, var budgetterne ude af kontrol. Prisen for et nyt, kæmpestort fælles datacenter blev ti gange højere end først antaget, og samlet set steg de forventede udgifter for konsolideringen fra 490 millioner kroner til næsten én milliard.
Nødbremsen blev trukket i marts, og siden er en ny plan gjort klar, hvor konsolideringen klares i mindre bidder, så det i første omgang kun er de it-centre, som er bedst egnede, der samles.
Regeringen har netop givet grønt lys for den nye plan, som sættes i gang fra efteråret. Den inkluderer 200 it-folk fra syv ministerier, som skal flyttes til ét fælles it-center. I første omgang er flytningen rent organisatorisk, men fra 2010 skal medarbejderne også flytte fysisk, til en ny adresse, som endnu ikke er fastlagt.
Først i 2012 vil Statens It begynde at konsolidere resten af ministeriernes it-centre, og i 2014 skal projektet være gennemført fuldstændigt. Til den tid vil Statens It så, ifølge planen, drive it-løsninger med 45.000 brugere.
De syv ministerier, der har de mest modne it-centre og derfor er blevet udvalgt til at danne fortrop, er Beskæftigelsesministeriet, Miljøministeriets, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Kulturministeriet, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, samt Økonomi- og Erhvervsministeriet og Finansministeriet, der i forvejen havde fælles it-center.
Alle berørte it-afdelinger vil efter sommerferien få besøg af folk fra Statens It, som vil fortælle om ændringerne.
Bliv klogere på artiklens emner i Version2's gruppeunivers: