Mere knas, bøvl og forsinkelser med Java 7
Javas udviklingsmiljø, JDK 7, kommer i starten af næste år. Men det betyder ikke, at miljøet nødvendigvis bliver det samme som Java 7.
Af
Tania Andersen,
onsdag 01. apr 2009 kl. 13:41
EMNER:
Java
Java-udviklere må kigge længe efter den næste udgave af Java, som har versionsnummeret 7.
En ny køreplan for OpenJDK-projektet, der er Suns open source-udgave af Java, fortæller, at JDK 7 kan forventes om et år, i starten af 2007.
Men det betyder ikke, at den offcielle Java SE 7 kommer umiddelbart efter.
»JDK 7-projektet skaber en prototype af, hvad der måske, eller måske ikke, ender i Java SE 7 platformsspecikationen. Når SE 7 platforms-JSR'en (Java-specifikationen, red.) er afleveret, vil funktionerne i JDK 7 blive foreslået til at blive inkluderet,« skriver Suns ledende medarbejder på området, Mark Reinhold, på sin blog.
»Hvis det virkelig betyder, at JDK7 og JavaSE7 udkommer på to forskellige tidspunkter, er det da noget rod. Selvfølgelig er det ikke teknisk nødvendigt at JDK7 og JavaSE7 udkommer på samme dato, men jeg tror mange vil være forvirrede, hvis ikke det sker,« mener udvikler Ole Friis Østergaard fra virksomheden Trifork.
I dele af Java-miljøet er der stor utilfredshed med Java 7's lange tidshorisont.
»Udviklingen af Java-sproget er gået fuldstændig i stå på grund af for mange modstridende interesser. Her tænker jeg bl.a. på "closures" som ikke er kommet med i Java 7, fordi standardiseringsgruppen ikke kan blive enig om den bedste implementering,« siger Ole Friis Østergaard.
Blandt de nye funktioner i JDK 7 er ifølge køreplanen:
Komprimerede 64-bit objekt-pointere, Garbage-First GC (G1), NIO.2, metode til at lukke en URLClassLoader, VM-understøttelse af dynamiske sprog, Stream Control Transmission Protocol, Sockets Direct Protocol, Unicode 5.1, forbedret class-loader-arkitektur, opdaterede XML-biblioteker, kryptografi som bygger på elliptiske kurver samt nye muligheder i Swing.
Bliv klogere på artiklens emner i Version2's gruppeunivers: