10 ting udviklerne kan glæde sig til når IE6 er væk
Den er ikke helt væk endnu, selvom Version2's kampagne arbejder hårdt på at få lagt Internet Explorer 6 i graven.
Men når dagen kommer, hvor andelen af IE6-brugere bliver så lav, at de kan ignoreres med god samvittighed, vil webudviklere verden over juble. Endelig kan de besværlige IE6-hacks droppes, og de nuværende webstandarder udnyttes fuldt ud.
Den engelske webudvikler James Edwards har på sin blog på sitepoint.com listet de ti ting, han glæder sig mest til, når IE6 kan ignoreres. Han regner i øvrigt med, at det vil ske inden for et års tid.
1. Child selectors
Når CSS2 kan bruges, som det er tiltænkt, er det slut med at skulle lave separate CSS-regler for hver underliggende selector ? så kan reglen sættes til at gælde kun ét niveau ned.
2. 24-bit PNG-filer
Gennemsigtighed, der virker. Uden IE6 på banen kan 24-bit PNG-grafikfiler bruges med alle de smarte effekter og muligheder, blandt andet gennemsigtige områder med anti-aliasing.
3. Attribute selectors
Ingen grund til at definere type classes på inputs, når CSS2 giver mulighed for at bruge attribute selectors.
4. Display-egenskaber
Når man kan bruge display:inline-block i stedet for float:left, er det endeligt slut med en masse float-kommandoer inden i hinanden. Eller at skulle bruge overflow:hidden til at rydde op i blokkene, om end det kræver at Firefox 2 er ude af billedet også.
5. Min-width og max-width
Når IE6 er væk, kan width-kommandoerne bruges, som de skal, så det bliver mere fleksibelt at lave et layout med blocks.
6. Væk med næsten alle CSS-hacks
90 procent af alle de mærkelige og irriterende bugs, som brugen af CSS kan give i IE6, vil være historie.
7. Forkortelser
Tagget 'acronym' til forkortelser vil kunne bruges frit, når IE6 er fortid.
8. Z-værdi der virker
Slut med IE6-rod, hvor den forkerte boks kommer øverst, selvom z-værdierne er sat rigtigt.
9. Spar tid og penge
Når der ikke skal tilpasses til alle IE6's særheder, tager det kortere tid og koster færre penge at udvikle websider.
10. Nyd arbejdet!
Det vil igen blive en fornøjelse at bruge CSS, ligesom i gamle dage. Men kun indtil forventningerne stiger, og det derefter bliver særheder i IE7, man løber panden imod og bliver frustreret over.
Hvad glæder du dig mest til, når IE6 bliver udryddet? Er du enig i listen?
Kommentarer (1)
SSL/TLS der virker!
Apache har en hel sektion i deres FAQ om hvor knækket gamle IE versioner er - og IE6 er ikke skyldfri.
http://httpd.apache.org/docs/2.2/ssl/ssl_faq.html#msie

